Den 3. januar 2003 gik jeg ned med flaget på grund af stress...

Det var en morgen med snevejr, første arbejdsdag efter ferien og der var en masse der skulle nås på arbejdet. Jeg vidste, at der ville være tre timer til arbejde på grund af snevejret, men begav mig alligevel af sted den lange vej til Hellerup fra Sydsjælland... Jeg havde ikke sovet ordentlig hele natten.. ja jeg havde ikke sovet ordentligt længe.. men skulle jo af sted, der var brug for mig . mange ventede. Jeg skulle være på dupperne, for der var en masse der skulle være færdigt på jobbet, inden jeg skulle stoppe. For stoppe det skulle jeg - på et eller andet tidspunkt - jeg kunne nemlig ikke holde til de 230 km kørsel hver dag mere.

Da jeg havde kørt lidt - cirka 30 km begyndte mit hjerte at dunke højere og højere, hurtigere og hurtigere, jeg kunne pludselig ikke få vejret, det dunkede i mine arme - som om blodet var blevet for tykt til at komme rundt.. Jeg begyndte at græde, sådan havde jeg aldrig oplevet min krop før ! Kunne ikke overskue det og havde hele tiden fornemmelsen af, at jeg var ved at ryge ud af min krop.

Men på arbejde skulle jeg jo.. de manglede mig, der var kun mig der kunne...

Hvordan jeg kom helt på arbejde ved jeg ikke. Dagen igennem lukkede jeg mig inde på kontoret, og håbede bare på at ingen kom og spurgte mig om noget. Jeg var i et halvvejshus - et udslusningshus for narkomaner under behandling - her havde jeg arbejdet i 3 ½ år som kontorassistent. Før det var jeg i samme firma, dog på Møn - det flyttede til Nordsjælland, og jeg flyttede med til Hellerup. Hellere det end miste det kanon gode job.

Socialrådgiveren kunne se det på mig; "Det der ligner 3 måneders sygemelding med stress" sagde hun, "Jeg ved det, jeg har set det så mange gange før".. "Nej nej sagde jeg, jeg er bare lidt stresset over alt det jeg skal nå - jeg skal bare lige hvile mig lidt og slappe lidt af". Inderst inde var jeg total panik slagen, for min krop var helt uregerlig med en uro indeni som jeg aldrig havde følt sådan før.

Jeg kom igennem dagen, og kørte hjem tudende.. lovede mig selv, at jeg snart måtte stoppe. Jeg skulle "bare" lige lave de projekter færdig, jeg havde aftalt med cheferne - alt for firmaets skyld, de havde sådan brug for mig og jeg var så taknemmelig for alt, hvad de havde gjort for mig. Jeg kom igennem aftenen - benægtede lidt hvor skidt jeg havde haft det. Men da tidspunktet kom, hvor jeg skulle lægge mig til at sove, kunne jeg mærke uroen komme igen.. som så mange gange før..

Ja søvnproblemerne havde jeg kæmpet med i 2 ½ år forinden. Det startede i det små ved at jeg ikke umiddelbart kunne sove, når jeg lagde mig på puden. Først gik der en ½ time, så blev det en time, så to.. Jeg blev troligt liggende, jeg SKULLE jo sove, for jeg skulle være frisk til næste morgen, når jeg skulle køre på den farlige motorvej, og når jeg skulle være klar på jobbet og yde det ekstra, jeg blev nødt til. Jeg begyndte at tænke på jordstråler, måske var det allergi.. eller også lå jeg bare forkert? Prøvede alt muligt, men lige meget hjalp det. Det blev bare værre og værre. Jeg stod op og gik ned på sofaen og sov, faldt i søvn der en periode.. men pludselig var problemerne også der. Umiddelbart før jeg gik ned med flaget gik jeg i seng på sofaen, hadede at skulle lægge mig til at sove, var fyldt med uro og faldt først i søvn sent. Jeg kunne ikke længere tåle at spise og drikke sent, jeg passede hele tiden på, hvad jeg lavede om aftenen.. hele min tankegang gik på "Kan jeg mon sove i nat?"

Den 3. januar.. det er sent, jeg slukker lyset for at sove.. og med et fyldes jeg af en kæmpe angstfølelse, jeg får åndedrætsbesvær, blodet dunker, hjertet slår alt for stærkt, jeg kan ikke få vejret, jeg begynder at skrige, jeg græder konstant...

Sådan går de næste to måneder.. hvor jeg indimellem tænker på at tage mit liv..

I første omgang går jeg til lægen, og beder om en uges sygemelding, for jeg vil så gerne gøre mit arbejde færdig, og så vil jeg også sige op. Lægen kigger på mig, og prøver at sige på en sød måde "At måske kommer du aldrig på det job igen" - "Det er helt sikkert stress du har, du har jo arbejdet med tungt belastede mennesker, du har jobbet 60 timer om ugen - ingen kan holde til det i længden". Jeg slår det hen, for jeg SKAL bare på det arbejde, jeg skal bare gøre det jeg har lovet, jeg vil ikke være svag.. En uge går, jeg slapper lidt af, er dog speedet og ude af mig selv.. søndagen kommer, jeg skal på job igen i morgen, har jeg lovet mig selv. Lyset slukkes og jeg skal sove - og så starter det hele igen ! Et endnu større angstanfald, skrig, gråd, hjertebanken, svimmelhed, kvalme, blodet der dunker osv.. I samråd med min far og min kæreste, beslutter jeg at jeg må ringe og sygemelde mig mere.

Jeg kom aldrig tilbage til jobbet.. og har i dag stadig svært ved bare at tænke på at træde ind af døren. Jeg sagde det i samråd med lægen op, for det var usandsynligt at jeg ville kunne magte at vende tilbage. Min arbejdsgiver var utrolig forstående og var meget kede af at jeg var endt der, hvor jeg var og gjorde alt, hvad der var i deres magt, for at give mig fred i sindet.

Efter en periode hjemme.. hvor jeg har det frygteligt, græder konstant, er total tyndhudet, bebrejder mig selv alt, føler mig svag og uduelig, skammer mig.. tager "systemet" fat i mig "Du skal på stressafklaringskursus". Endnu mere angst, men også en lille glæde over at få noget hjælp. For jeg har siddet og læst og læst på nettet om stress, er det mon det jeg har? Jo der er meget jeg kan nikke genkendende til, men mange sider refererer kun til, hvad man skal gøre for ikke at få det, ikke så meget - hvad skal man gøre, når man HAR fået det?

Seks uger på stressafklaringskursus følger. Ti ligesindede at være sammen med - mange lighedspunkter, især søvnproblemerne og skammen. Jeg opdager også et symptom jeg har haft længe; Jeg kan ikke huske noget mere, jeg er kortluntet og sårbar. Vi taler sammen, vi lærer og langsomt erkender jeg, at det er stress, jeg har. Jeg tror på det tidspunkt, at jeg er frisk efter kurset, og så skal jeg bare ud og være arbejdsløs og søge nyt job rundt om hjørnet - selvom det bliver svært. Afsluttende samtale kommer sammen med kommunen. Jeg græder, kan intet overskue og er utrolig sårbar. Det bliver besluttet, at jeg kan komme i arbejdsprøvning på kommunen samt at jeg skal søge hjælp hos en psykolog.

Jeg er i arbejdsprøvning i et år på kommunen. Jeg er virkelig taknemmelig for det. De behandler mig rigtig godt, omsorgsfuld og fyldt med respekt og vil meget gerne lære af mine erfaringer. Jeg opdager at mine evner intet fejler og glædes meget over det, for selvtilliden er i bund. Jeg starter med 2 ½ timer hver dag, så er jeg færdig, kan intet mere efter det. Langsomt trapper jeg op, men 6 timer er max. Efter det er jeg træt, kan intet overskue, glemmer og bliver ked af det, hvis jeg alligevel bruger mine kræfter op.

Mange timer hos en psykolog - verdens bedste heldigvis. Jeg lærer at sige fra, sige til - opdager mine begrænsninger og hvad jeg skal sige til andre folk. Jeg opdager at mit stress, ikke kun har med jobbet at gøre, men også med de tre grufulde dødsfald, jeg har oplevet siden år 2000, min livsstil med at lave noget hele tiden, at jeg meget af tiden har fokus på andres behov i stedet for mine egne, jeg har i mange år været meget mere, hvad folk forventede end at være mig selv.. jeg har brugt alle mine kræfter op og kan ikke længere finde ud af at tanke op igen. Har helt glemt lyst og leg. Lærer det igen, ændrer hele min livsstil og tankegang - jeg bliver nødt til det, for jeg ved at prisen er for høj hvis jeg fortsætter i den gamle stil.

Jeg falder i den gamle gænge flere gange - første konsekvens er sygdom siden hen psykisk nedbrud. November 2003 må jeg overgive mig og indse at jeg har udviklet en depression, og at jeg har brug for medicin. Igen lærer jeg af mine nedbrud, finder ud af at konsekvenserne af stressen er lige rundt om hjørnet, hvis jeg ikke passer på. Beslutter virkelig at holde mig til min nye livsstil - vil ikke dø af den gamle - for det ved jeg at jeg gør, hvis jeg fortsætter.

Oktober 2004.. da jeg stadig er begrænset til at kunne jobbe max 6 timer om dagen, fik jeg bevilget fleksjob. Har været så heldig at finde et sted, hvor jeg måske kan blive ansat i fleksjob, og hvor de respekterer mine skånehensyn, der udover tiden også er god tid til indlæring, ingen stress og behov for struktureret hverdag. Jeg går stadig ved psykologen, dog er der længere imellem. Har ændret mange ting, og er blevet meget bedre til at se mit værd, gøre lystfulde ting, lade en masse ligge, sige fra og i det hele taget bare være mig, med hvad det indebærer.

April 2004 er blevet ansat ovenstående sted og mit liv er ved at tage form igen - med fast struktur og knap så mange bekymringer. Jeg bliver mødt i mine behov og er blevet rigtig god til at sige fra/til. Jeg har stadig kun 6 timers ressourcer hver dag - det irriterer mig, men jeg har lært at leve med det, for konsekvensen af ikke at lytte til det er for stor og livsfarlig.

Sommeren 2005 arbejder jeg stadig i mit fleksjob og er rigtig taknemmelig for det. Jeg skal stadig øve mig i at sige fra og til både der og i privatlivet. Det er svært at vænne sig til hvor mange ressourcer jeg bruger kontra det jeg har til rådighed, men mine advarselssignaler er jeg snart god til. Jeg prøver at stoppe med medicinen - ikke så meget fordi jeg har bivirkninger, men fordi jeg bare gerne vil mærke mig selv og hvor langt jeg er nået. I løbet af tre måneder er medicinen ude af mit system, og jeg kan i bakspejlet se at mange af symptomerne er kommet igen. Jeg er tyndhudet, græder oftere, kan ikke klare at der sker for meget omkring mig og kan igen ikke sove om natten. I samråd med læge og psykologen er jeg tilbage på medicin. Det er lidt svært at acceptere først, men efter kort tid på medicinen og stor opbakning alle steder fra, ser verden igen god ud for mig.

Foråret 2008 - det er fem år siden mit nedbrud. Mange ting er blevet "nemmere" igen - men jeg er stadig underlagt mit "handicap". Medicin er jeg stadig på, og må nok indse at det måske er for livet. Så længe jeg dog får den, så fungerer jeg okay. Jeg er blevet bedre til at mærke mine signaler, og er blevet bedre at sige fra/til - det kan dog stadig være svært, for det er jo gamle gamle vaner.

Der er lang vej endnu.. nogle siger - lige så lang tid man er om at nedbryde sig selv, lige så lang tid er man om at komme op igen. Men jeg har det godt nu, er ikke længere angst/urolig andet end, hvis jeg ikke har passet på mig selv. Jeg oplever verden mere intenst, og sætter pris på hver dag...

Jeg håber min historie får folk til at tænke sig om - et job er KUN et job og må aldrig betyde mere. Sørg for at gøre ting, du virkelig har lyst til hver dag, skru ned for tempoet, hold dine pauser, giv slip i jobbet, når du går hjem, sig fra og prøv så godt du kan og at vær dig selv..

DU VILLE ALDRIG ØNSKE DIG AT NÅ DERTIL, HVOR JEG KOM...

 

Når du har læst det her, tænker du måske, som jeg gjorde: "Hvad kan jeg gøre, nu hvor jeg står her og HAR fået stress?"

Ved ikke om der er nogen generel løsning, men hvis jeg skulle anbefale dig, hvad der virkede for mig, ville jeg bede dig overveje dette:

Kontakt din læge og sæt vedkommende ind i sagen, og få en sygemelding.

Hvis du har søvnproblemer, fortæl lægen om det også - men overvej nøje om du vil modtage søvnmedicin. Erfaringer fra andre er at det giver en kunstig og dårlig søvn. Vid i stedet at du nok skal komme til at sove igen. Jeg har fået af vide, at baggrunden for søvnproblemerne er at din krop er fyldt med stress-hormoner - de gør dig kampberedt (for kroppen knokler jo udover sine grænser for at kæmpe med bare at holde dig i gang med alt det du skal) - og det er ikke logisk for kroppen at sove, når du skal være på vagt og i kamp. Disse hormoner "neutraliseres" ved mild motion, gåture i naturen samt at tænke på noget der gør dig "varm indeni" inden du skal sove. Undgå alle former for stimulanser om aftenen, og gå først i seng, når du er træt. Er du ikke faldet i søvn indenfor en halv time, så stå op igen og lav noget kedeligt indtil du kan sove igen. Stå op på et fast tidspunkt også selvom du er faldet sent i søvn.

Tag en pause fra dit job - underret dem om hvad der sker med dig, og tag evt. fagforeningen/kommunen med på samråd om der kan tales med dit firma om ændringer i dit job, som vil hjælpe dig fremover til ikke at blive stresset. Sig op, hvis det er umuligt du kan vende tilbage dertil. Det vil give dig frihed til at du ikke skal stå til ansvar overfor jobbet. Det lettede mig meget at vide, at jeg ikke skulle tænke mere på det ! Gør det i samråd med fagforeningen, så du undgår karantæne.

Kontakt en psykolog. Husk at finde en rigtig god en du har tillid til - og vid at selvom det er hamrende dyrt, så er det livsnødvendigt. Jeg fik pga af at jeg udviklede depression 12 timer med tilskud, men resten betalte/lånte jeg mig selv til. Psykologen hjælper dig med at skille tingene og især tankerne ad. Grunden til stressen er ikke altid umiddelbar, og det er vigtigt at få fat i baggrunden, så man i ro og mag kan lægge sin livsstil om - og især gøre det med god samvittighed. Som en anden psykolog engang sagde "Dem der får stress, er dem fra flinkeskolen, der spise chokolademaden til sidst" - det vil sige gør alt for alle før de tænker på sig selv .. og først belønner sig selv, når alt andet er gjort. Jeg har grædt mange tårer hos min psykolog - tårer der har været undertrykt i flere år - og de har givet mig indsigter, jeg aldrig selv ville være kommet frem til. Samtidig har jeg hver gang fået værktøjer med hjem til at tackle situationer - feks i arbejdstræningen, i forhold til familien osv - anderledes, så jeg ikke som før, har fået stress af dem.

Prøv at fortæl åbent om hvordan du har det. Du vil med tiden komme få brug for støtte alle steder du kan komme til det. Og mange forstår meget bedre, hvis man fortæller hvordan man har det, og hvilke fysiske og psykiske konsekvenser stressen har. Der er intet at skamme sig over - det har intet med svaghed at gøre - selv den stærkeste chef kan få stress, hvis han oplever modgang nok i livet !

Stress opstår af måden man føler om en given belastning.. for nogle er det "piece of cake" og for andre er det utroligt stressende. Sorter alle de ting fra der stresser/belaster dig - som du kan. Sig fra og fortæl hvorfor. Vid at du nu har begrænsede ressourcer som du skal passe rigtig godt på, og det er hver gang du går under den røde bundlinie, du får det fysisk og psykisk dårligt. Lav omvendt mange flere ting af dem du virkelig har lyst til - det er dem der giver energi og giv dig selv god tid til alting også bare at sidde og se ud af vinduet.

Gå udenfor hver dag.. gå gerne en tur.. det afhjælper stresshormonerne og deres påvirkning af krop og sind samt giver dig tit en ny vinkel af tingene. Når verden er dum - selv den dag i dag - går jeg en tur, før jeg handler på noget.

Det er mine erfaringer om, hvad der virker. Der er sikkert mere - måske vil jeg tilføje det hen ad vejen.

Husk vi er alle helt unikke - og vi skal passe godt på os selv - og der er kun os der rigtig forstår hvad vi selv har brug for - så vær din egen bedste ven.

Jeg taler gerne om min stress, og min situation, så hvis du har spørgsmål eller selv har været ud for lignende, så hører jeg gerne fra dig ;)

EMAIL

Et rigtig godt link omkring stress:

www.center-for-stress.dk